To mænd mistede i weekenden deres køretøjer efter ulovligt gaderæs på den københavnske vestegn. I begge tilfælde blev de målt til at køre mere end dobbelt så stærkt som tilladt.
Fredag aften målte Københavns Vestegns Politi en 32-årig mand på motorcykel til 127 km/t på Stamholmen i Hvidovre. Her er den højst tilladte hastighed 60 km/t.
Politiet standsede manden og beslaglagde motorcyklen. Sagen behandles som vanvidskørsel.
Dagen efter gik det galt for endnu en bilist. En 18-årig mand blev lørdag målt til 114 km/t på Sydvestvej i Glostrup, hvor fartgrænsen er 50 km/t. Også hans køretøj blev beslaglagt.
Begge episoder skete ifølge Københavns Vestegns Politi i forbindelse med ulovligt gaderæs.
- Ulovligt gaderæs og den form for kørsel har meget stort fokus hos os. Det skal både deltagerne og de øvrige borgere vide, siger politikommissær Claus Stoltenberg, leder af færdselsafdelingen ved Københavns Vestegns Politi.
Politiet oplyser desuden, at en række køretøjer blev skrevet for fejl og mangler under weekendens indsats.