Det Kongelige Teaters kommende børneunivers i Stærekassen ved Kongens Nytorv har nu fået et navn.
Når dørene efter planen åbner i december, bliver det til Hurlumhuset. Her skal børn og familier kunne opleve scenekunsten gennem leg og selv prøve kræfter med teatrets verden.
Ifølge Det Kongelige Teater har børn været inddraget i udviklingen af universet, og de har også været med til at vælge navnet.
- Hurlumhuset indfanger den fantasi, legelyst og eventyrlyst, som vi ønsker børnene skal møde, fra det øjeblik de træder ind ad døren, siger teaterchef Kasper Holten.
Stærekassen ligger ved siden af Gamle Scene og er blevet ombygget til formålet med støtte fra blandt andre Realdania.
Realdania har støttet projektet med 161,2 millioner kroner, mens Nordea-fonden har bidraget med 27,3 millioner kroner. Også LEGO Fonden og Hempel Fonden støtter projektet. Hurlumhuset er en del af Det Kongelige Teaters arbejde med at gøre scenekunst og de klassiske kunstarter mere tilgængelige for børn.