Timingen kunne have været bedre. I hvert fald set fra motorcyklistens side.
Efter en hel dag med færdselskontrol på Bornholm vendte en gruppe politifolk tilbage til deres hotel i Rønne. Her fik de øje på en ung mand på motorcykel, der tilsyneladende mente, at solnedgangen var det helt rette tidspunkt til et burn-out på vejen lige uden for hotellet.
Det var bare ikke det helt rette sted. Færdselsbetjentene filmede nemlig optrinnet.
Næste morgen viste det sig så, at motorcyklisten og politiet ovenikøbet boede på samme hotel.
Dermed kunne den unge mand ved morgenmaden få serveret mere end kaffe og rundstykker, da politiet gav ham en bøde for unødig røg og støj.