Dansk Blindesamfund har torsdag indgivet en klage over de nye gule Rejsekort-standere, de såkaldte Checkpunkter.
Klagen er sendt til Erhvervsstyrelsen og Trafikstyrelsen, fordi organisationen mener, at standerne ikke lever op til kravene i tilgængelighedsloven. Ifølge Dansk Blindesamfund mangler touchskærmene blandt andet taktile elementer, tekst-til-tale og tilstrækkeligt tydelige farvekontraster.
Det kan gøre det svært for blinde og stærkt svagsynede selv at vælge og kontrollere eksempelvis medrejsende børn, voksne, hunde eller cykler ved indtjekning.
- Det er ærgerligt, at vi er nødt til at gå klagevejen, for tilgængelighedsloven har været kendt siden 2022, og selvfølgelig skal vi som blinde og stærkt svagsynede kunne rejse rundt i landet med offentlig transport som alle andre, siger Diana Stentoft, landsformand for Dansk Blindesamfund.
Organisationen har bedt de to styrelser vurdere, om Checkpunkterne lever op til lovens krav, og hvilke konsekvenser det i givet fald skal have.
De nye standere bruges sammen med det fysiske Basiskort, som er kommet til i forbindelse med udfasningen af det gamle blå Rejsekort. Omkring 7.000 gule Checkpunkter har afløst cirka 19.000 blå standere.