En 25-årig mand fra Odense er idømt 12 års fængsel i en større sag om våben og narkotika.
Han blev anholdt under en koordineret aktion i marts.
En 25-årig mand fra Odense er ved Retten i Odense blevet idømt 12 års fængsel for besiddelse af flere skydevåben og store mængder narkotika.
Dommen blev afsagt som en tilståelsessag, oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK. Manden erkendte, at han fra september 2025 til januar 2026 havde været i besiddelse af to pistoler, en fuldautomatisk maskinpistol og et halvautomatisk jagtgevær.
Han erkendte samtidig at have været i besiddelse af cirka 300 kilo hash og 22,4 kilo kokain sammen med forskellige medgerningsmænd på adresser i og omkring Odense.
- Jeg er tilfreds med dommen, der hviler på en grundig og langvarig efterforskning. Det er meget alvorlig kriminalitet, den dømte har erkendt, og det afspejler rettens afgørelse, siger specialanklager Rasmus Gyldenløve fra NSK.
Den 25-årige blev anholdt i marts, da NSK og Fyns Politi slog til mod flere personer i Odense i en sag om omfattende organiseret kriminalitet.
Ved aktionen blev seks mænd mellem 21 og 32 år anholdt. Politiet beslaglagde blandt andet et haglgevær, ammunition, flere hundrede tusinde kroner i kontanter og en mindre mængde kokain.
Ifølge NSK har otte personer tidligere tilstået deres del af overtrædelserne i det samlede sagskompleks.