En 28-årig mand endte på skadestuen med en syreskade i munden efter at have drukket af en ølflaske, som ifølge politiet kan have indeholdt amfetaminolie. Flasken var en del af 14 kasser øl, som tidligere lå i en varebil tilhørende en 32-årig norsk mand.
Nordmanden blev anholdt ved Kruså den 6. juni, efter Toldstyrelsen og Syd- & Sønderjyllands Politi fandt to dunke med 43 liter amfetaminolie og en pistol skjult i varebilen. Ifølge politiet svarer de 43 liter til omkring 160 kilo amfetamin. Manden blev varetægtsfængslet og er fortsat fængslet.
Ølkasserne blev senere udleveret sammen med varebilen, fordi flaskerne på det tidspunkt ikke gav anledning til mistanke. De blev efterfølgende givet videre til nordmandens pårørende sammen med varebilen. Den pårørende forærede søndag den 14. august ølkasserne til en person i Danmark inden returrejse til Norge, og modtageren delte kasserne med nogle bekendte. Efterfølgende drak en 28-årig mand af en af ølflaskerne. Væsken lugtede og smagte forkert, og manden fik på skadestuen konstateret en syreskade i munden.
Alle 14 kasser er nu beslaglagt og skal undersøges.
Hvis flaskerne indeholder amfetaminolie i samme koncentration som den olie, der allerede er fundet, kan mængden ifølge politiet samlet svare til godt 600 kilo amfetamin.
Sagen efterforskes fortsat.