Den canadiske musiker og producer Daniel Lanois inviterer 100 gæster med til generalprøven dagen før sin koncert på Tønder Festival.
Generalprøven finder sted onsdag den 26. august klokken 20 i Schweizerhalle i Tønder og bliver samtidig en intimkoncert for det lille publikum. Billetterne er gratis og fordeles efter først til mølle-princippet fra torsdag den 20. august klokken 16. Der kan maksimalt bestilles to billetter per person.
Daniel Lanois har gennem sin karriere produceret musik for blandt andre Bob Dylan, Neil Young, U2, Peter Gabriel og Emmylou Harris.
- Det her er en af de vanvittige appelsiner, der indimellem falder ned i turbanen i forbindelse med Tønder Festival, siger festivalens kunstneriske leder, Maria Theessink.
Dagen efter intimkoncerten går Daniel Lanois på scenen som et af hovednavnene på Tønder Festival.