375 kilometer. Op til 48 timer. Og ingen kender ruten på forhånd.
50 hold fra 17 nationer skal fra 27. til 30. august dyste ved Montane Adventure Race EM på Sjælland. På firepersoners hold skal deltagerne blandt andet løbe orienteringsløb, køre mountainbike, svømme, klatre og padle kano og kajak. Undervejs navigerer de selv ved hjælp af kort og kompas - og ruten bliver først afsløret 12 timer før start.
- Adventure race er noget af det mest krævende inden for udholdenhedssport. Deltagerne bevæger sig gennem naturen i op til to døgn uden pause til vands, til lands og i luften, siger Lars Bukkehave, der er en af hovedarrangørerne.
Starten går ved Roskilde Domkirke den 28. august klokken 09.00, og målet er Kobæk Strand Hotel & Konference ved Skælskør.
De hurtigste hold forventes at bruge omkring 36 timer. Tidsgrænsen er 48 timer. Ruten går gennem syv kommuner på Sjælland og kommer blandt andet forbi tre UNESCO-verdensarvssteder.