Når Thorvaldsens Museum den 9. september slår dørene op for udstillingen Liv, Længsel & Landskab - Thorvaldsens Malerisamling, bliver det med en ambition om at nuancere fortællingen om dansk guldalder. I ni nyrenoverede udstillingsrum får publikum for første gang i årtier mulighed for at opleve et bredt udvalg af Bertel Thorvaldsens private malerisamling, der tæller mere end 350 værker.
Store dele af samlingen har siden museets åbning i 1848 ligget gemt i magasinet. Årsagen er ifølge museet, at malerierne ikke har passet ind i det billede, eftertiden har tegnet af den danske guldalder som en overvejende national fortælling om dansk kunst og danske kunstnere.
Men samlingen fortæller en anden historie. Den afspejler billedhuggerens omfattende internationale netværk i Rom, hvor han levede og arbejdede i store dele af sit liv, og hans nysgerrighed over for samtidens malerkunst på tværs af landegrænser.
Et af malerierne: "En grotte i Mæcenas villa i Tivoli", Franz Ludwig Catel. Thorvalsen Museum
- Malerierne i Thorvaldsens samling er udført af kunstnere af mange forskellige nationaliteter. Samlingen afspejler hans internationale netværk i Rom og hans store interesse for samtidens malerkunst. Den er kalejdoskopisk og vidtfavnende og bryder med den opfattelse vi i dag har af dansk guldalder, siger museets direktør Annette Johansen, der også er kurator på udstillingen.
Blandt de kunstnere, der bliver præsenteret, er den tyske maler Dietrich Wilhelm Lindau, ungareren Károly Markó og de dansk-tyske malere Albert Küchler og Heinrich Buntzen. Navne, der ikke fylder meget i den klassiske guldalderfortælling, men som var en del af det kunstneriske miljø, Thorvaldsen omgav sig med.
Samtidig bliver de mere velkendte danske guldalderkunstnere også repræsenteret. Værker af C.W. Eckersberg, Constantin Hansen og Wilhelm Marstrand er med i udstillingen og placeres dermed i en bredere international sammenhæng end den, publikum normalt møder på danske museer.
Nye rum til formidling
Udstillingen er resultatet af en gennemgribende renovering af ni udstillingsrum, som skal danne den fysiske ramme om præsentationen af samlingen. Formålet er ikke blot at trække de gemte malerier frem, men også at genoverveje, hvordan guldalderens kunst bør formidles.
For Thorvaldsens Museum markerer udstillingen dermed et forsøg på at genfortolke sin egen grundstamme af værker og præsentere en mere international og mangfoldig udgave af den periode, museet historisk har været bundet til.