Strikkepinde og hæklenåle er blevet taget i brug over hele landet for at hjælpe børn, der er indlagt på hospitalet. Mere end 2.400 små strikkede og hæklede hjerter er allerede blevet afleveret til en ny landsdækkende indsamling til fordel for Legeheltene.
Det oplyser DCC Energi og Børneulykkesfonden.
Hjerterne er lavet af frivillige og bliver den kommende måned solgt på bemandede Shell-tankstationer. Et såkaldt heltehjerte koster 45 kroner, og pengene går ifølge arrangørerne ubeskåret til Legeheltene.
Hvert hjerte er forskelligt og har sine egne farver og sit eget udtryk.
- Vi er dybt taknemmelige for den store opbakning, vi oplever. Det er rørende at tænke på, at så mange mennesker vælger at bruge deres tid og evner til fordel for Legeheltenes indsats, siger Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.
Indsamlingen er arrangeret i samarbejde mellem DCC Energi, Børneulykkesfonden og Legeheltene og løber frem til og med den 14. september.
Ud over salget af hjerterne vil DCC Energi hver fredag i perioden donere fem øre til Legeheltene for hver liter brændstof eller kWh, der bliver købt med Shell Card på selskabets danske Shell-stationer.
Legeheltene er en del af Børneulykkesfonden og arbejder med leg og bevægelse for børn, der er indlagt på danske hospitaler.