Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki kom tirsdag aften godt fra start i årets sidste turnering, Tournament of Champions i Sofia.
Wozniacki havde ikke de store problemer med at besejre Su-Wei Hsieh fra Taiwan. Danskeren vandt 6-2, 6-2 i løbet af en time.
Turneringen har deltagelse af otte spillere, der har vundet en WTA-turnering i denne sæson, og som ikke deltog i WTA Championships, der blev afsluttet i den forgangne weekend.
Taiwaneren, der har et stort våben i sin hurtighed, vandt tidligere på sæsonen både Malaysian Open og Guangzhou International, men var ikke den store opgave for Wozniacki, som nu fører 3-0 i indbyrdes opgør mod Su-Wei Hsieh.
- Jeg forsøger altid at vinde mine kampe i to sæt, og jeg er glad for, at det lykkedes denne gang. Jeg håber at slutte sæsonen med et hattrick, siger Caroline Wozniacki til turneringens hjemmeside og henviser til de to nylige turneringssejre i Seoul og Moskva.
Danskeren er nummer 11 på verdensranglisten og dermed den bedste placerede af de otte deltagere i turneringen, der afvikles med gruppespil.
Wozniacki mangler således endnu to gruppekampe mod italieneren Roberta Vinci og slovakken Daniela Hantuchova. Den indbyrdes kamp mellem de to vandt Vinci suverænt med 6-1, 6-2.
Vinci og Wozniacki mødes onsdag aften i noget, der altså kunne ligne en lille gruppefinale. De to bedste spillere i de to grupper går videre til semifinalen.
/ritzau/