Caroline Wozniacki tabte natten til fredag semifinalen i US Open. Alligevel er hun godt tilfreds med sin egen indsats i grand slam-turneringen, hvor hun for alvor gjorde comeback på den store tennisscene.
- Jeg er selvfølgelig en smule skuffet over ikke at vinde i dag, men alt i alt har det været en god turnering. Noget, jeg kan være stolt af, siger hun ifølge AFP efter kampen.
Den danske tidligere verdensetter var muligvis mest af alt glad for at kunne modbevise sine kritikere.
- Jeg kom ind til denne turnering som nummer 74 i verden, og folk havde sandsynligvis dømt mig ude på forhånd. Men det er rart at kunne vise, at de tog fejl, siger Wozniacki.
Hun kan nu se frem til at tage et gevaldigt spring op af verdensranglisten til nummer 28, når den opdateres mandag.
I løbet af US Open har Wozniacki, der selv var useedet, slået flere seedede spillere. Og hun kunne være blevet den kun fjerde useedede kvinde i historien til at nå finalen i den store turnering.
Sådan gik det ikke, da tyske Angelique Kerber viste sig at være for stor en mundfuld. Nu vil Wozniacki i stedet rette fokus mod Asien, hvor der venter en række turneringer.
- Jeg har fået en masse kampe her, hvilket er fedt. Nu kan jeg forhåbentlig tage mit momentum med til Asien, siger hun.
I løbet af turneringen blev hendes far, Piotr Wozniacki, citeret i Ekstra Bladet for at sige, at Wozniacki måske ikke havde så lang tid igen som tennispiller.
Men den langsigtede fremtid gider Wozniacki ikke tage stilling til nu.
- For at være ærlig, så er det ikke i mit hoved lige nu. Jeg ser frem til turneringerne i Asien, så det er, hvad jeg tænker på nu. Jeg spiller i Tokyo om en uges tid, siger hun.
/ritzau/