Danmarks bedste kvindelige tennisspiller, Caroline Wozniacki, har ikke leveret mange prangende resultater inden for det seneste år. Senest har en skade holdt hende helt væk fra tennisbanen og presset den tidligere verdensetter ned som nummer 34 i verden.
Alligevel fortsætter hun med at skovle penge ind. Ifølge det amerikanske erhvervsmagasin Forbes er Wozniacki placeret som nummer seks på listen over de bedst betalte kvindelige sportsnavne de seneste 12 måneder.
Otte millioner dollar - 52,4 millioner kroner - skulle Caroline Wozniacki have fået ind på bankkontoen i perioden fra juni sidste år til juni i år.
Tallene i Forbes' opgørelse dækker blandt andet over lønindtægter, præmiepenge, sponsoraftaler og licensbetalinger.
Øverst på listen er en anden tennisstjerne, den amerikanske verdensetter Serena Williams. Det seneste år har hun tjent næsten 29 millioner dollar.
Dermed overhaler hun den russiske rival Maria Sharapova, der ellers har toppet listen gennem de seneste 11 år. Sharapova er noteret for en indtjening på knap 22 millioner dollar. Ifølge Forbes ventes det tal at falde på grund af den dopingsag, hun er involveret i.
Generelt er det ikke helt dumt at være tennisspiller, hvis man gerne vil tjene mange penge. Otte af de ti bedst betalte kvindelige sportsnavne er kendt for at have en tennisketsjer i hånden.
Ultimate Fighting-stjernen Ronda Rousey er nummer tre på listen med indtægter på samlet 14 millioner dollar. Hun bliver efterfulgt af Nascar-kører Danica Patrick med en indtjening på 13,9 millioner dollar.
Ifølge erhvervsmagasinet Forbes er kvinderne herunder de bedst betalte i sportsverdenen. Tallene dækker blandt andet over lønindtægter, præmiepenge, sponsoraftaler og licensbetalinger.
- Serena Williams, tennis, USA
Indtjening: 28,9 millioner dollar, heraf 8,9 i præmiepenge. - Maria Sharapova, tennis, Rusland
Indtjening: 21,9 millioner dollar, heraf 1,9 i præmiepenge. - Ronda Rousey, mixed martial arts og ultimate fighting, USA
Indtjening: 14 millioner dollar. Heraf ti millioner i kontrakter og bonusser. - Danica Patrick, motorsport, USA
Indtjening: 13,9 millioner dollar. Heraf 7,9 millioner i løn og præmiepenge. - Agnieszka Radwanska, tennis, Polen
Indtjening: 10,2 millioner dollar, heraf 5,2 i præmiepenge. - Caroline Wozniacki, tennis, Danmark
Indtjening: 8,0 millioner dollar, heraf 1,0 i præmiepenge. - Garbiñe Muguruza, tennis, Spanien
Indtjening: 7,6 millioner dollar, heraf 4,6 i præmiepenge. - Ana Ivanovic, tennis, Serbien
Indtjening: 7,4 millioner dollar, heraf 1,9 i præmiepenge. - Victoria Azarenka, tennis, Hviderusland
Indtjening: 6,6 millioner dollar, heraf 3,6 i præmiepenge. - Eugenie Bouchard, tennis, Canada
Indtjening: 6,2 millioner dollar, heraf 0,7 i præmiepenge.
Kilde: Forbes.com
/ritzau/