Mandagens tragiske dødsulykke i Giro d'Italia får nu Wouter Weylandts holdkammerater til at trække sig.
Det meddeler danske Brian Nygaard, der er direktør for Luxembourg-holdet Leopard Trek.
"Beslutningen var nødt til at blive taget af rytterne selv, fordi det er dem, der deltager i løbet. Vi har hele tiden meldt ud, at vi vil støtte deres beslutning," siger Brian Nygaard.
Team Leopard Traks holdkaptajn Fabian Wegmann siger, at rytterne ikke kan gennemføre den italienske klassiker.
"Vi kan ikke fortsætte løbet under de her omstændigheder. Vi er professionelle sportsfolk, men vi føler, det er det rigtige at gøre," siger han.
Den 26-årige belgier styrtede på en nedkørsel på tredje etape, og i går valgte holdet at køre fjerde etape til ære for den afdøde.
Venner og holdkammerater til Wouter Weylandt kørte derfor arm i arm over målstregen.
Også Tyler Farrar fra Garmin-holdet, der var bedste venner med Weylandt, har besluttet sig for at udgå af årets Giro d'Italia.