Den amerikanske tennisstjerne Serena Williams er højst overraskende ude af US Open, efter at hun natten til fredag dansk tid tabte i to sæt til tjekken Karolína Plísková.
Den hårdtslående tjekke vandt 6-2, 7-6 (7-5) efter en kamp, hvor især andet sæt udviklede sig til en nervebetonet affære.
I første sæt virkede Plísková helt klar fra start, og med flere serveesser og tunge grundslag satte hun konstant Serena Williams under pres.
Williams derimod virkede nervøs og blev noteret for 11 uprovokerede fejl i første sæt, som var overstået på 26 minutter.
I andet sæt var det mere jævnbyrdigt, og Williams begyndte efter en træg start at slå vinderslag. Modsat begyndte Plísková midt i sættet at døje med sin ellers stærke serv.
Sættet endte i en tiebreak, hvor tjekken vandt på sin første matchbold. Det skete meget symptomatisk ved, at Serena Williams lavede sin sjette dobbeltfejl i kampen.
Tiendeseedede Plísková er dermed klar til sin første finale i en grand slam-turnering. I løbet af turneringen har hun slået både Venus Williams og nu også lillesøster Serena ud.
For Serena Williams betyder nederlaget blandt andet, at hun efter 186 uger mister førstepladsen på verdensranglisten til Angelique Kerber.
Det stod allerede klart, inden tyske Angelique Kerber i den efterfølgende kamp på Arthur Ashe Stadium vandt over danske Caroline Wozniacki i den anden semifinale. Nu er det slået fast med syvtommersøm.
Williams går med nederlaget også glip af sin 23. grand slam-turneringssejr, hvilket ville have været ny rekord.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.