Journalist Arne Notkin priser sig lykkelig over, at han kunne gennemskue sit eget sygdomsforløb og var stædig i forhold til sundhedsvæsnet.
Tv-vært revser danskerne: Hensynsløsheden smitter
Sidste år fik han konstateret kræft, men måtte først igennem misvisende diagnoser før "en kræftsvulst på størrelse med en pakke smør" blev fundet i hans højre balle, fortæller han til DR.
Først lød diagnosen på, at det var nogle nerver som trykkede "så meget på lænden, at det ville kunne give permanente skader", men det passede ikke rigtig med smerterne som var i baglåret og inde i lårbenet, og som skabte frygt for knoglekræft.
En "second opinion" viste efterfølgende, "at alt er normalt".
Men da Arne Notkin selv foreslog en skanning af bagdelen, svarede lægen, at "vi kan jo ikke blive ved med at skanne dig for alt muligt".
Arne Notkin var stædig, og hans ihærdighed reddede sandsynligvis hans liv. Det var nemlig i den skanning, man fandt frem til kræftsvulsten i højre balle.
- Kræften havde forårsaget omfattende ødelæggelse i knoglerne, i hoften, i bækkenet og i lårbenet, fortæller Arne Notkin til DR, og tilføjer:
- I dag tænker jeg, om min lumske kræft var blevet opdaget i tide, hvis ikke jeg havde været veluddannet, hvis ikke jeg havde været skeptisk over for autoriteter, ikke haft ressourcer og hvis ikke jeg havde haft talegaverne i orden.
Svaret på skanningen kom via Sundhed.dk og Arne Notkin frygtede, at svaret var knoglekræft. Det vidste sig at være en særlig form for lymfekræft, der kan behandles og i mange tilfælde også helbredes.
63-årige Arne Notkin fortæller i en serie på fem afsnit P1 om sin oplevelse med en kamp mod lymfekræft og om mødet med sundhedssystemet på godt og ondt. Første afsnit blev sendt i går, lørdag, og kan hentes som podcast.