Kommuner skal belønnes, hvis de overtaler en udlænding til at tage hjem.
Det mener regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraten Per Ørum Jørgensen.
De er sammen blevet enige om at skærpe reglerne for udvisning, og kommunerne skal nu have 25.000 for hver udlænding, der forlader landet.
"Med aftalen sikrer vi, at borgere, der egentlig hellere ville bo i deres hjemland og ikke har fodfæste på arbejdsmarkedet, kan komme tilbage. Det er fornuftig udlændingepolitik," siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Fra 2009 til 2010 er antallet af udlændinge der er rejst hjem næsten tredoblet til 355 personer.
Forliget gør det også nemmere at udvise kriminelle udlændinge. De kan nu få én betinget udvisningsdom, så et nyt strafbart forhold, der udløser fængselsstraf, medfører ubetinget udvisning.
"Vi skal bekæmpe kriminelle udlændinge i Danmark. Derfor strammer vi reglerne for udvisning af kriminelle udlændinge, ikke mindst bandemedlemmer. Det er jeg godt tilfreds med," fortæller han.
Banderelateret kriminalitet gøres samtidig til en skærpende omstændighed og kan medvirke til udvisning.
Kommuner skal også vejlede om muligheden for at rejse hjem og får muligheden for at give tilskud til det.
Indsatsen skal styrkes i flygtninges nærområder, så migrationsstrømmene stopper.