Tavse Uber-chauffører: Nægter at afgive forklaring i byretten

Anklager kræver tidligere Uber-chauffør idømt bøde på 590.000 kroner. En af fem sager er udskudt.
Fem var tiltalt, men nu er den ene Uber-sag udsat, og i de øvrige er chaufførene tavse.
Fem var tiltalt, men nu er den ene Uber-sag udsat, og i de øvrige er chaufførene tavse. Foto: Thomas Lechfelt/Scanpix/arkiv

Ingen af de tidligere Uber-chauffører, der risikerer bøder på mange tusinde kroner i en sag i Københavns Byret, ønsker at afgive forklaring i retten.

Det meddeler de tiltaltes forsvarer, Eddie Omar Rosenberg Khawaja, mandag i Københavns Byret.

Sagerne er såkaldte prøvesager og bygger på oplysninger, som Skat har fået fra skattemyndigheder i Holland, hvor Uber har hovedkvarter.

Anklager Elisabeth Boserup læser anklageskrifterne op i retten, hvoraf det fremgår, at de fire mandlige chauffører har tjent henholdsvis 497.735 kroner, 112.659 kroner, 60.081 kroner og 40.078 kroner på at køre for Uber i Danmark i 2015.

Det mener anklageren skal koste bøder på henholdsvis 590.000, 130.000, 70.000 og 45.000 for brud på taxiloven.

Egentlig skulle fem sager være behandlet mandag, men en sag er udskilt fra resten og udsat.

Det skyldes ifølge forsvarer Eddie Omar Rosenberg Khawaja, at den tiltalte allerede en gang har accepteret en bøde for Uber-kørsel.

I januar 2017 betalte han således en bøde på 2500 kroner, der efter forsvarerens vurdering også gælder for kørsel i 2015.

I den nye sag kræves manden idømt en bøde på 280.000 kroner for at have tjent 239.860 kroner via Uber.

- Man kan altså ikke straffes to gange for det samme forhold, siger forsvareren.

Sagen er udsat, så anklageren kan se nærmere på omstændighederne.

Københavns Politi har tidligere oplyst til Ritzau, at målet er, at de første prøvesager skal efterfølges af en lang række andre sager mod Uber-chauffører, hvis der er grundlag for det.

Listen tæller omkring 1500 navne.

Der var ventet dom i sagen tirsdag, men de fire resterende sager er udsat til slutningen af august.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.