En Tyrkisk organisation, som arbejder for forebyggelse af mord på kvinder, har anmeldt vicestatsminister Bülent Arinc, efter at han i sidste uge udtalte, at kvinder ikke bør grine offentligt. Det skriver den tyrkiske avis Hürriyet Daily News.
"Hvorfor vil de have et land, hvor der er flere, der græder end griner? Det er det spørgsmål, som de skal svare på," sagde Gülsüm Kav under en demonstration mandag.
Gülsüm Kav er talskvinde for den tyrkiske organisation, der bærer navnet 'Vi vil stoppe mord på kvinder'.
Frygt for mord på kvinder
Efter mandagens demonstration, der foregik foran Istanbuls retsbygning, blev anmeldelsen udfyldt og afleveret. Politikere fra det store oppositionsparti Republican People's Party (CHP) deltog også i demonstrationen.
Melda Onur fra Republican People's Party mener, at Bülent Arincs kontroversielle udtalelse antyder, at det at grine er en uværdig handling for kvinder.
"At fremhæve kvinder som et mål på denne måde kan betyde, at en kvinde en dag bliver offer for et mord," tilføjede oppositionspolitikeren Melda Onur (CHP).
Istanbuls chefanklager skal nu beslutte, om Bülent Arinc, der står bag udtalelsen, skal igennem en retssag, hvor han skal anklages for had, diskrimination, fornærmelser og opfordring til had og fjendtlighed, som det lyder i anmeldelsen.