Skolernes sommerferie er i dag på knap to måneder, men det er tilsynladende ikke nok. For andelen af tosprogede elever i København, der ikke møder op på første skoledag efter sommerferien, er næsten tre gange højere end blandt danske elever.
Det viser en ny opgørelse, som Københavns Borgerrepræsentation står bag.
"Vi skal tage problemet mere alvorligt, tallene er meget alvorlige. En ny pisaundersøgelse viser, at 50 procent af de tosprogede elever, der forlader folkeskolen, ikke kan læse og skrive ordentlig dansk. Vi skal have mere oplysning om, hvor skadeligt det er," siger Lars Aslan Rasmussen, der er medlem af Københavns borgerrepræsentation, til Newspaq.
Lars Aslan Rasmussen mener, at lærene skal have frie hænder til at give konsekvenser, som blandt andet kan betyde, at eleverne skal gå en klasse om, hvis de ikke møder op.
"Jeg tror ikke det hjælper at trække i kontanthjælp eller andre sociale ydelser, men der skal være konsekvenser," siger han.
På Ålholm Skole i København nikker man genkendende til problemet.
"Vi kender godt til problemet, men vi forsøger at indskærpe overfor hjemmene, at de skal have en tilladelse til at være bortrejst ud over sommerferien. De fleste af vores familier kommer også og får tilladelsen," siger Søren Vidt, der er souschef på skolen, til Newspaq.
Søren Vidt understreger, at der er pres på at komme tilbage til ens hjemland i sommerperioden, fordi alle rejser tilbage i netop disse måneder.
Derfor oplever skolen, at mange af deres tosprogede elever møder op i løbet af den første uge, men han anser ikke problemets omfang som alarmerende.
"Dem, der ikke har tilladelse, får ulovligt fravær. Det tæller med i det samlede fravær, og for de tilfælde, har vi en særlig handleplan," siger han.
Ud af de 591 elever, der fik fravær efter sommerferien i august 2009, var 430 tosprogede elever. Blågård Skole, Peder Lykke Skolen og Ålholm skole er blot nogle af de skoler i København, hvor antallet er fraværet er højt.