En for sen sexdebut kan være medvirkende til, at nogle danskere føler sig uden for fællesskabet.
Det er i hvert fald tesen, når psykolog og specialist i seksuel rådgivning, Anne-Katrine Hansen fra Aalborg Universitetshospital, går i gang med et nyt forskningsprojekt.
Det fortæller DR Nordjylland.
Det er seks procent af danskerne, der ikke har haft deres "første gang" i sengen, når de fylder 24, og erfaringerne fra blandt andet Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital viser, at det kan være roden til problemer i voksenlivet.
- Det kan jo skabe en marginalisering, hvor folk kan have rigtig svært ved at komme igang med det seksuelle og komme ud over rampen, fordi deres jævnaldrende vil have meget mere erfaring, siger Anne-Katrine Hansen.
Der ud over kan det ifølge psykologen også være svært at tale højt om, hvis man som eksempelvis 35-årig endnu ikke har haft sin debut.
- Man er jo ikke den, der rækker hånden i vejret og siger, jeg har ikke haft første samleje, så på den måde kan det blive selvforstærkende og sværere at komme igang jo ældre man bliver, siger hun til DR Nordjylland.
Ifølge Sundhedsstyrelsens seneste undersøgelse Ung2006 er danskere i gennemsnit 16,7 år, når de har deres seksuelle debut.