Kun to ud af 100 vælgere mener, at en regering bestående alene af Venstre vil være bedst for Danmark efter næste folketingsvalg. Ikke engang Venstres egne vælgere er begejstrede ved tanken om, at Lars Løkkes smalle regering skal overleve et valg mere.
Kun fire ud 100 Venstre-vælgere mener således, at det vil være bedst for Danmark, hvis den nuværende Venstre-regering fortsætter efter næste folketingsvalg.
Det viser en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har gennemført for Ugebrevet A4.
Men vælgerne mener heller ikke, at en lille socialdemokratisk mindretalsregering med Mette Frederiksen for bordenden vil være bedst for Danmark efter næste valg. Det ser kun fire procent af danskerne som et ønskescenarie.
A4-undersøgelsen viser, at knap halvdelen af danskerne efter næste folketingsvalg vil foretrække en flertalsregering med enten Venstre eller Socialdemokraterne i spidsen.
Ifølge valgforskerne vender danskerne tommelfingeren nedad til smalle étparti-regeringer, fordi de er ustabile og skaber utryghed.
- Danskerne gider ikke étparti-regeringer. Det gør os utrygge, og vi tror, at det giver os mange problemer, siger valgforsker på Aarhus Universitet, Henrik Seeberg.
Valgforsker på Aarhus Universitet, professor Rune Stubager, pointerer, at uro på den borgerlige bagsmæk får en i forvejen lille opbakning til Løkke-regeringen til at smuldre yderligere. Han tilføjer, at de røde vælgere er klar over, at en ren rød regering under ledelse af Mette Frederiksen ville løbe ind i tilsvarende problemer, som Lars Løkke står i lige nu.
- Etparti-regeringer er bare ikke populære, understreger han.
I den forgangne folketingssamling stemte Venstre og Socialdemokraterne ens i fire ud af fem tilfælde, når der skulle stemmes i folketingssalen. Helt præcis i 79 procent af de i alt 605 afstemninger, fremgår det af en opgørelse, som Folketinget har foretaget.
Ugebrevet A4 har på den baggrund spurgt vælgerne om, hvorvidt de mener, at tiden er kommet til, at de to gamle partier danner regering sammen. Det mener 21 procent af vælgerne faktisk er en god eller meget god idé. På den anden side er der 44 procent, der mener, at det er en dårlig eller meget dårlig idé.
Det er i høj grad socialdemokratiske vælgere, der er overvejende negative i synet på et muligt SV-regeringssamarbejde. Kun 16 procent af S-vælgerne synes, det er en god eller meget god ide. Blandt Venstres vælgere er næsten 40 procent positive over for tanken.
Politisk kommentator Hans Engell er ikke overrasket over, at Venstres vælgere er mest positive over for en SV-regering.
- Socialdemokratiet er det parti, der har leveret mest stabil støtte til Venstre-regeringen det seneste år. De største og stærkeste forlig lige fra kommuneaftalen, flygtninge- og udlændingepolitik, kampfly, dagpengepolitik og EU har været båret igennem med S, siger Hans Engell.
Politisk ordfører for Socialdemokraterne, Nicolai Wammen, siger til Ugebrevet A4:
- En SV-regering ligger ikke i kortene. Ved næste folketingsvalg vil der være to muligheder. Den ene er en socialdemokratisk ledet regering med Mette Frederiksen i spidsen. Den anden er en fortsættelse af den nuværende regering eller en anden blå regering med Lars Løkke Rasmussen i spidsen.