Det er en vandrehistorie, at Enhedslistens mest kendte ansigt, Johanne Schmidt-Nielsen, privat er veninde med Venstres Inger Støjberg.
Det slår Johanne Schmidt-Nielsen fast i et interview med Mitfyn.dk.
De to politikere er bare ikke fjender - kun politiske modstandere, forklarer hun. Derfor kan de sagtens tale sammen og grine sammen, når de ikke støder sammen i en hård, politisk debat om integration.
Stor respekt for "Højskole-Venstre"
Til gengæld har Enhedslistens tidligere frontfigur gennem årene fået stor respekt for den del af Venstre, som handler om højskoler, forsamlingshuse, civile fællesskaber og fædrelandskærlighed på den gode, gamle måde, hvor man er stolt af sit land uden at være ekskluderende.
Johanne Schmidt-Nielsen har netop tit mødt ånden fra "Højskole-Venstre", når hun har besøgt sin farmor i Sønder Hygum i Sønderjylland, fortæller hun.
- Det Venstre føler jeg mig sådan set forbundet med, det er en del af den danske kultur, jeg har al mulig respekt for. Politik er jo ikke bare en skala fra rød til blå. Og den insisteren på det enkelte menneskes frihed over for staten har jo kendetegnet Enhedslisten, siden vi blev dannet, for er der noget, venstrefløjen lærte af Sovjet-tiden, var det vel netop det, siger hun til Mitfyn.dk.
Nationalisme er også positivt
Det har også lært hende, at danskhed og nationalisme er andet og mere end det, Dansk Folkeparti har taget patent på.
- De nuancer, forsamlingshuset i Sdr. Hygum har givet mig, er uvurderlig. Her har jeg mødt danskheden og nationalismen som en stolthed ved det danske sprog, den danske kultur, højskolebevægelsen, den danske litteratur. En glæde ved at synge sine egne sange, tale sit eget sprog og dyrke sin egne tænkere, siger hun til Mitfyn.dk.