Netop som stats- og regeringscheferne fra de 28 Nato-lande gør klar til topmøde i Chicago for at drøfte tilbagetrækning af soldater fra Afghanistan, kommer meddelelsen om, at to Nato-soldater søndag er dræbt ved et selvmordsangreb på deres konvoj.
Angrebet fandt sted i Tirin Kot, der er hovedstad i Afghanistans sydlige Uruzgan-provins.
Ifølge afghansk politi havde bomben også civile ofre. To børn blev dræbt, og adskillige civile voksne meldes såret ved eksplosionen.
Natos Isaf-styrke bekræfter dødsfaldene, men giver ikke nærmere oplysninger om de dræbte soldaters nationalitet eller omstændighederne ved angrebet.
Mindst 162 soldater fra Isaf-styrken er døde i Afghanistan i år.
Antallet af civile ofre i landet nåede alene sidste år op på 3021.
Den militante oprørsgruppe Taliban har indledt en forårsoffensiv, og både fredag og lørdag er der rapporteret om bombninger og angreb med både Nato-soldater og civile som ofre.
På deres topmøde i Chicago ventes stats- og regeringslederne at bekræfte planen om at trække Nato-styrken ud af Afghanistan i 2014.
Den afghanske præsident, Hamid Karzai, deltager i topmødet i USA. Han ventes her at fremsætte et ønske om at få erstattet Nato-styrken med et større milliardbeløb til at finansiere Afghanistans egne sikkerhedsstyrker efter tilbagetrækningen.
Hærens Operative Kommando (HOK) har endnu ikke hørt om angrebet, men fastslår over for Ritzau, at der ikke er danske soldater i det berørte område i det sydlige Afghanistan.
AFP