Kort før klokken 19 lørdag aften indløb den kedelige besked fra Hærens Operative Kommando.
To soldater fra Den Kongelige Livgarde er blevet dræbt af en sprængladning, IED, under en patrulje i den urolige Helmand-provins.
"Jeg må med den største beklagelse og sorg meddele, at vi i dag i Afghanistan har mistet to danske soldater, og at vi har to hårdt sårede og en lettere såret soldat. Mine tanker er naturligvis først og fremmest hos de pårørende og hos de sårede. Dem vil vi støtte på enhver tænkelig måde" siger stabschefen ved Hærens Operative Kommando, brigadegeneral Peter H. Lund i en meddelelse til pressen.
Tre andre soldater er såret. De to alvorligt. Forsvaret understreger, at de pårørende er underrettet.
Bomben ramte da soldaterne her til formiddag var ude på en patrulje i et kampkøretøj. Da deres køretøj ramte sprængladningen var eksplosionen så kraftig, at de væltede omkuld.
De døde og sårede blev strakt ydet førstehjælp på stedet, hvorefter de blev transporteret ind til patruljebase Clifton. Herfra blev de fløjet til felthospitalet i Camp Bastion.
Den ene af de to hårdt sårede soldater er blevet overført til behandling på felthospitalet i Kandahar, mens de to andre bliver behandlet på felthospitalet i Camp Bastion, oplyser HOK videre i pressemeddelelsen
Dødsfaldene påvirker de udsendte soldater helt enormt, lyder det fra Forsvaret.
"Det er ufatteligt hårdt at miste to gode kammerater og dygtige soldater. Vores tanker og dybeste medfølelse går til de efterladte, der havde glædet sig til gensynet med deres soldater, og de pårørende, der havde glædet sig til at tage imod deres soldater i lufthavnen sammen med resten af delingen," siger chefen for Den Danske Kampgruppe, oberst Flemming Mathiasen.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) beklager især over for de berørte familier endnu et tab i Afghanistan.
"Mine tanker går tillige til de dræbte soldaters kammerater og kollegaer i Afghanistan. De yder en fremragende indsats under de sværeste vilkår," slutter statsministeren.
36 danske soldater har nu mistet livet under den danske mission i Afghanistan.