Søren, Peter og William åbnede kaffebaren Daggry i Lyngby i april.
Efter en sommer med mange gæster og efterspørgsel på flere indendørs siddepladser har de nu udvidet til nabolokalet.
Ifølge ejerne er det nye lokale allerede næsten fyldt hver dag.
Det begyndte med tre unge mænd, en fælles kaffedrøm og et lokale på Lyngby Hovedgade.
Nu, blot et halvt år senere, har Søren Hald-Mortensen, Peter Mathiesen og William Kryger Boe allerede udvidet deres kaffebar Daggry, og det er ikke gået stille for sig. De tre iværksættere har brugt aftener, nætter og tidlige morgener på at forvandle et tomt nabolokale til et hyggeligt sted med flere siddepladser. Det fortæller de til Avisen.dk.
Gæsterne ville have mere plads
Da Daggry åbnede i påsken, var ambitionen at skabe en kaffebar, hvor god kaffe og bagværk gik hånd i hånd med fællesskab og nærvær. Hen over sommeren nød mange gæster kaffen udenfor, men efterhånden begyndte flere at efterspørge ekstra siddepladser inden døre.
De tre venner havde længe haft kig på det tomme nabolokale. Da muligheden for at overtage det opstod, besluttede de at slå til. Arbejdet måtte dog klares ved siden af den daglige drift.
- Det har været lidt af et projekt, og vi har brugt virkelig mange aftener, nætter og tidlige morgener på at få det hele til at hænge sammen, fortæller Søren Hald-Mortensen.
Fra mørkt lokale til liv og glade dage
Nu er dørene åbnet til de ekstra kvadratmeter, og ifølge ejerne har gæsterne hurtigt taget det nye lokale til sig.
Der er godt gang i den nye kaffebar allerede.
- Det er ret specielt at gå fra at kigge ind i et tomt og mørkt lokale til nu at se det fyldt med mennesker, der sidder og hygger sig over en kop kaffe, fortæller Søren Hald-Mortensen.
Ejerne oplyser, at det nye lokale allerede har været næsten fyldt hver dag siden åbningen. At forretningen er vokset så hurtigt, havde de tre unge mænd ikke forventet, da de slog dørene op i april.
Løbeture giver rabat på kaffen
Daggry forsøger også at samle folk om andet end kaffe. Blandt andet har kaffebaren indført en særlig rabat til løbere. Kunder, der afslutter deres løbetur hos Daggry og viser turen på træningsappen Strava, får én krone i rabat for hver kilometer, de har løbet.
Løbere får rabat på kaffen.
Initiativet skal give folk endnu en anledning til at mødes, og selv om de tre iværksættere glæder sig over udvidelsen, er det ikke nødvendigvis de ekstra kvadratmeter, der betyder mest.
- For os er det nemlig ikke nødvendigvis det at have fået flere kvadratmeter, der er det fedeste. Det er, at der nu er plads til endnu flere mennesker og forhåbentlig endnu flere gode stunder, fortæller Søren Hald-Mortensen.