Da Helle Thorning-Schmidt sad som socialdemokratisk statsminister, blev hun jævnligt mødt af kritik fra egne rækker, der beskyldte hende for at være mere blå end rød og for at tækkes regeringspartneren De Radikale.
Nærmest fra start var hun ramt af beskyldninger om løftebrud samt intern kritik af, at hun sænkede selskabsskatten og solgte dele af Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.
Det var en kritik, hun forsøgte at komme i møde.
Det fremgår af en ny bog, hvor hun siger, at hun brugte mere tid på at pleje baglandet end nogen anden S-formand før hende.
- Jeg mener vitterligt, at jeg brugte meget tid på mit bagland og mere end andre formænd før mig.
- Jeg opfandt halvårlige møder med borgmestrene for høre deres mening, siger hun i bogen "Hvad man ikke dør af", der udkommer torsdag.
Statsministeren fra 2011-2015 siger, at hun prioriterede sin familie, når hun kom hjem om aftenen, inden hun satte sig med de store røde mapper og forberedte sig på de næste dage.
Hun opfattede ikke intern partifnidder som hastesager, fremgår det af bogen, som udgives af forlaget Gyldendal.
- Jeg vidste udmærket godt, hvad alle mente. Jeg var bare ikke altid enig med dem. Samtidig har jeg jo altid haft det der konstante fokus på at trække partiet ud af dets tryghedszone.
- Jeg vil godt medgive, at jeg ikke altid gad at sidde på et værtshus til klokken 01 eller holde lange middage. Men jeg havde heller ikke tid, siger hun.
Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Helle Thorning-Schmidt, der i dag er direktør for Save The Children International (International Red Barnet).
I bogen kommer hun desuden ind på, at hun muligvis fik en lidt skæv start på sin tid som Danmarks første kvindelige statsminister.
I vindertalen på valgaftenen 2011 konstaterede hun; "vi gjorde det". Siden var der tavshed i pressen i to uger, mens hun forhandlede et regeringsgrundlag med SF og De Radikale i det sorte tårn, Crowne Plaza.
Når hun tænker tilbage, kan hun godt se, at hun kunne have sagt:
- Det er meget, meget svært det her, og jeg kan faktisk ikke love at det lykkes. Dét skulle jeg måske have sagt.
- Og måske skulle vi have haft en pause i forhandlingerne, hvor jeg sagde: 'Jeg er ikke sikker på, at vi kan.' Et eller andet hvor jeg satte tingene lidt på spidsen, siger hun i dag.
Det undlod hun, fordi hun skønnede, at det kunne gøre forhandlingerne sværere, end de allerede var.
/ritzau/