Mandag blev den lille teletubby Tinky Winky udsat for et usædvanligt hårdt personangreb.
Det kom fra den polske ombudsmand Ewa Sowinska, der udtalte, at hun frygtede, at Tinky Winky inspirerede til homoseksualitet og at hun fordømte det britiske børneprogram.
Men nu ser det ud til, at ombudsmanden trækker sin bekymring i sig igen.
Sowinska har i følge TV2 rådført sig med flere eksperter og siger nu:
- En ledende sexologs bedømmelse af at programmet ikke har nogen negativ psykisk indvirkning på børn er fuldstændigt overbevisende.
Den altså uberettigede bekymring bunder i, at den Tinky Winky, som af mange anses for at være mand, går rundt med en lilla håndtaske.