Amerikanske og vestlige embedsmænd og regeringsledere fra i alt 11 lande samt den syriske opposition lover torsdag mere politisk og materiel støtte til oppositionen i det borgerkrigshærgede Syrien.
Samtidig opfordrer de til et øjeblikkeligt stop for våbenleverancer til præsident Bashar al-Assads regime.
En række lande deltager under navnet "Syrien venner" i torsdagens møde, der finder sted i Italiens hovedstad Rom.
- Regimet må straks standse de vilkårlige bombardementer mod befolkede områder, som er forbrydelser mod menneskeheden og ikke kan forblive ustraffet, lyder det fra "vennerne" i en erklæring efter mødet.
- Ministrene lovede mere politisk og materiel støtte til syriske nationale koalition som den eneste legitime repræsentant for det syriske folk, og til at få mere konkret bistand ind i Syrien, lød det videre.
Der var ingen konkrete detaljer om, hvad slags støtte der ville blive leveret.
Det er blandt andet Rusland, der bliver tænkt på, når det kommer til våbenleverancer. De er nemlig en af det krigshærgede Syriens største våbenleverancer.
Frankrigs præsident, François Hollande, sagde torsdag inden mødet, at han vil bede sin russiske kollega Vladimir Putin om øjeblikkeligt at stoppe sin støtte til regimet i Damaskus.
USA's udenrigsminister, John Kerry, mødte den syriske oppositionsleder umiddelbart før venne-mødet.
Kerry har sagt, at oppositionen har brug for mere hjælp, og han ønsker at fremskynde overgangen til et nyt styre i det borgerkrigshærgede land.
/ritzau/Reuters