SAGEN OM KIM MADSEN fra foreningen ”Jobcenterets Ofre” og hans skænderi med Laura Lindahl i Debatten, hvor han blev afkrævet svar på, hvorfor han dog ikke bare arbejder og siden Berlingskes artikel, der forsøger at fremstille Kim Madsen, som en der nægter at arbejde ordinært, for at få en højere ydelse viser med al tydelighed, at hvis du er syg og nedslidt, så skal du have fysiske og synlige skavanker for at retfærdiggøre dit behov for hjælp.

DE VISER OGSÅ, at hvis du er på kontanthjælp eller anden ydelse, så skal du til enhver tid redegøre offentligt for dit sygdomsforløb og være taknemmelig for det, du trods alt har fået. Du skal ikke sige systemet imod og slet ikke politikerne. Hold kæft og vær glad.

UAGTET HVOR provokeret man kan blive af Kim Madsens form, så ville det klæde magthaverne at tænke på det asymmetriske magtforhold. Men sagen viser med al tydelighed at visse magthavere og journalister simpelthen mangler basal kendskab til mennesker, der lever på skyggesiden, mennesker, der er ramt af sygdom eller nedslidning, ligesom det afslører den manglende evne til at forestille sig den lange række af sygdomme og tilstande, der ikke kan ses med det blotte øje men som betyder invalidering, nedsættelse af funktionsevne og/eller smertehelvede.

BERLINGSKE FORSØGER, at fremstille sagen som om Kim Madsen selv kan vælge om han vil have et fleksjob og bare kunne tage et almindeligt arbejde men glemmer at spørge om, om det er rimeligt at en syg mand skal være resten af sit liv på kontanthjælp og dermed leve i fattigdom? Skal jeg blive forarget over at Kim Madsen ønsker en varig løsning, der giver ham en tålelig tilværelse? Kontanthjælp er en midlertidig løsning, det har altid været meningen.

SOM SYGEPLEJERSKE er jeg stødt på mange af de mere usynlige sygdomme, det er alt lige fra psykiske lidelser til gigtsygdomme til sklerose og mange mange andre. De fleste patienter, jeg har talt med, fortæller ofte om omverdenens manglende forståelse, hvor meget de må forklare og forsvare, ja nogle har endda råbt af dem, når de parkerede i p-båse for handicappede. De forklarer, at de skjuler sygdommen så længe det lader sig gøre, for forståelsen fra omverdnen er lille og stigmatiseringen er stor. Man må sige at nogle politikere og medier bærer til ved bålet.

Det paradoksale er, at det nødvendigvis må være en af de syge selv, der fortæller og argumenterer, for hvem skulle ellers kunne fortælle om de rædsler de møder og må finde sig i? Problemet er blot, at gør de det, så må de samtidig finde sig i at skulle redgøre for deres tidsforbrug, deres hverdag og på ekstra udskamning og mistænkliggørelse.

FOR MIG FOREKOMMER det, at de fleste borgerlige har aldrig svært ved at forestille sig, at kommunen eller myndigheder kan træffe forkerte beslutninger, når det drejer sig om ressourcestærke mennesker. Ja der ligger det ligefremt til højrebenet at udfordre myndighedernes rettigheder. Men det forekommer, at det aldrig er muligt at forestille sig at en kontanthjælpsmodtager kan blive behandlet forkert og for dårligt. Heller ikke selv om stribevis af sager har været fremme.

SET FRA MIN STOL virker det en smule vanvittigt, at vi diskuterer, hvorvidt en syg mand har ret til et fleksjob alt imens banditter i habitter har berøvet staten for 12,7 mia kr altimens skattevæsnet var besparet, besparet og omstruktureret i stumper og stykker.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.