En amerikansk militærdommer afviser tirsdag at droppe sagen mod soldaten Bradley Manning, som er anklaget for at stå bag det største læk af hemmelige dokumenter i USA's historie.
Mannings advokater havde ellers ansøgt om, at alle anklagerne mod soldaten skulle droppes med det argument, at regeringen havde overtrådt Bradley Mannings ret til en hurtig retssag. Kravet blev imidlertid afvist af militærdommeren.
Manning beskyldes for at have lækket flere hundredetusinde hemmeligstemplede dokumenter fra blandt andet det amerikanske udenrigs- og forsvarsministerium til whistleblower-netværket WikiLeaks.
Bradley Manning har siddet varetægtsfængslet siden maj 2010 - flere gange har han været i isolation 23 timer i døgnet, hvilket soldaten mener er en uretfærdig straf.
Den tidligere soldat er sigtet for en række paragraffer om at hjælpe fjenden, stjæle offentlige dokumenter og bryde computerregler. Han blev anholdt i Irak, hvor han var analytiker for den amerikanske hærs efterretningstjeneste nær hovedstaden Bagdad.
Tidligere har Bradley Manning fortalt, at han overvejede at begå selvmord. Ved en høring sagde soldaten, at han lavede en midlertidig løkke ud af sit sengelagen. Løkken blev bundet i en celle i Kuwait, hvor Manning kortvarigt blev tilbageholdt.
/ritzau/Reuters