Hun er kun fire år gammel, men alligevel havde lille Emme fået en af de eftertragtede pladser på allerførste række ved Chanels modeshow i Paris for nylig.
Hun er nemlig datter af sangerinden Jennifer Lopez, og her er altså en mor, der ikke er bange for at lade sin datter få dyre vaner.
- Jeg synes, det var en god idé at tage hende med. Min datter elsker mode - hun er fire år, men ligesom alle andre små piger, så elsker hun tøj og at klæde sig ud, siger Jennifer Lopez.
- Så jeg tænkte, at det kunne være fint at tage hende med til et af Chanels smukke shows, fortæller sangerinden ifølge femalefirst.co.uk.
Ved showet var Emme iført en lyserød Chanel-kjole, ligesom hun også bar en cardigan og selvfølgelig en taske fra det ekstravagante mærke.
Nogle af tingene var hendes egne, mens andre var nogle, som hun havde lånt af modehuset.
- Jeg ville gerne have, at hun havde Chanel på. Hun havde en lille taske, som de gav hende, og en broche, som hun fik lov at låne, siger Jennifer Lopez, der nok skal regne med, at datteren bliver dyr i drift, når hun først bliver teenager.