"Jeg tager efterhånden mig selv i at tænke, at folk har ret i deres fordomme, for jeg bidrager jo ikke med noget. Jeg har svært ved at se mig selv i øjnene til sidst."
34-årige Jannie Johanson er vokset op i et jysk arbejderhjem og har lært, at man gør sin pligt. Det er derfor svært for hende pludselig at se sig selv som syg og arbejdsløs.
Den hårde tone i debatten om arbejdsløse gør det endnu sværere, mener Jannie.
”Jeg tør ikke længere åbne munden, når jeg er ude blandt andre mennesker. Jeg har ikke lyst til at fortælle nogen, at jeg er arbejdsløs og sygemeldt. For i det sekund, jeg gør det, skal jeg have alle deres fordomme op i ansigtet.”
Ifølge en ny undersøgelse er Jannie kun en ud af mange. 62 procent af de ledige føler, at tonen er for hård, og tre ud af fire føler, at der er mange fordomme.
Grædende hjem fra familiefest
Jannie Johanson ser fordommene mange steder.
Når hun tænder fjernsynet i sin billige lejlighed i Frederikshavn og hører politikere sige, at der er arbejde til alle, der gider. Når hun læser på nettet, at arbejdsløse er dovne. Selv når hun er sammen med sin egen familie.
I sommers forlod hun en familiefest, da hun var tæt på at bryde grædende sammen, fordi hendes onkel blev ved med at hakke på hende.
"Jeg får de her bedrevidende kommentarer om, at jeg jo ikke har gavnet mig selv, fordi jeg skiftede arbejdsplads for tit, eller at der nok ikke er plads til sådan nogle som mig på arbejdsmarkedet," fortæller Jannie.
"Jeg har ikke lyst til at stå til ansvar for alle sygemeldte, men det er åbenbart ikke mit valg. Folk kommer straks med kommentarer om, at 'der er jo også nogle, der nasser og snyder'."
"Jeg havde engang et almindeligt liv"
Jannie Johanson er udlært ernæringsassistent og arbejdede frem til februar sidste år, hvor hun blev sygemeldt efter et psykisk sammenbrud. Siden blev hun fyret og går nu på kontanthjælp, fordi hendes sygedagpenge er opbrugt.
Både Jannies læge og en psykiater fra kommunen vurderer, at Jannie har ADHD og muligvis en form for autisme. Kommunens psykiater må dog ikke behandle Jannie, så nu venter hun på at blive udredt og behandlet af en anden og bagefter komme i arbejdsprøvning. I en yderkommune som Frederikshavn kan der gå op til to år.
Oven i har hun fået en blodprop i benet.
"Engang havde jeg et helt almindeligt liv med et lille hus og råd til, at min datter kunne gå til fritidsaktiviteter. På grund af de her omstændigheder har vi simpelthen taget rutscheturen ned til bunden," siger Jannie.
"Jeg står nøgen foran dem"
"Vi har altid arbejdet og aldrig bedt om noget, og nu strammer vi livremmen ind. Jeg føler, vi gør alt, vi kan. Alligevel får vi skudt i skoene, at vi nasser og selv er skyld i vores situation," fortsætter hun.
Debatten er fyldt med mennesker, som har handlekraft på andres vegne, men som ikke selv står i situationen, mener Jannie.
"Det er gratis for folk at sige, at man bare skal gøre sådan og sådan. Hvis jeg skal fortælle, at det kan jeg ikke eller at det har jeg prøvet, så er jeg nødt til samtidig at fortælle dem en historie, de ikke gider høre. Så står jeg nøgen foran dem, og de kan bare skyde løs. Så det er nemmere at holde mund," siger Jannie Johanson.