Man skal ikke tirre en gravid kvinde, som har hormonerne uden på tøjet.
Det skulle en eller anden nok have fortalt Simon Cowell, da den tidligere Spice Girl Melanie B besøgte ham på det britiske "X Factor" som gæstedommer, mens hun var gravid.
Den gravide kryddersild var nemlig godt sulten, da dommerne gik på restaurant for at spise aftensmad og det fik X-Factor-bagmanden Simon Cowell til at drille hende med, at hun bestilte for meget mad og var blevet stor under sin graviditet.
- Jeg bad ham om at lade mig være, fordi jeg var gravid, men mod slutningen af måltidet kaldte han mig tyk og så stak jeg ham én, fortæller Melanie B ifølge Femalefirst.co.uk.
Sangerinden indrømmer, at hun var rasende over Cowells drillerier om hendes vægtøgning, inden hun slog ham.
Den 37-årige Melanie B er dog blevet god igen efterfølgende. Hun fortæller til avisen The Sun, at hun og Cowell i dag er fine venner til trods for hans drillerier under hendes graviditet.
Men mon ikke Simon Cowell vil tænke sig om to gange, før han en anden gang driller en gravid kvinde med hendes størrelse og spisevaner?