Mens den skaldede og hurtig-snakkende dommer giver verbale tæsk til talentløse danskere i X Factor, er livet tilsyneladende også tæsket ud af X Factor-dommerens ægteskab.
Nu er det kommet frem, at Thomas Blachmann skal skilles fra konen Viola Heyn-Johnsen, som han har to børn med.
Det bekræfter han over for Her & Nu, men da ugebladet konfronterer ham med, at han skulle have haft kysset på tv-værten Cecilie Frøkjær under en julefrokost hos Nordisk Film, afviser han det blankt.
- Nej, jeg er ikke der i mit liv, hvor jeg skal ha' en kæreste, det kan jeg fandme godt sige dig. Det passer overhovedet ikke. Altså, hør, alle kysser alle i den her branche, når man siger goddag og farvel, siger den snart 50-årige dommer til ugebladet.
Blachmann har i årets X Factor blandt andet givet folketingspolitikeren Kim Christiansen tørt på.
Kilde: Her & Nu