Politiet er fortsat uden klare spor i sagen om et spædbarn, der blev fundet dødt i en sø.
Midt- og Vestjyllands Politi fandt torsdag aften liget af en nyfødt pige i Søndersø ved Viborg.
Dødsårsagen er ukendt, men der er ingen tegn på vold mod pigen, oplyser efterforskningsleder Henrik Grove, lokalpolitiet i Viborg.
"Man kan ikke sige, hvor længe, hun har ligget i vandet. Alt tyder på, at pigen var i live ved fødslen og død kort tid efter," oplyser han til Newspaq.
Barnet blev opdaget af en 12-årig pige onsdag, og da hun torsdag fortalte sine forældre om hændelsen, blev politiet alarmeret.
Vidner har fortalt politiet, at de for flere dage siden har gjort observationer ved søen, der kan have været et babylig.
"De har set noget i vandet, som de troede var en død fugl," siger Henrik Grove og oplyser, at politiet ikke kan afvise, at liget har ligget i vandet i op til en uge.
"Men det er meget usikkert," siger han.
Obduktionsrapporten foreligger sandsynligvis sidst i næste uge. Alt tyder på, at pigen var dansk.
Næste skridt kan være at tage kontakt til sundhedsmyndighederne i området.