Opdateret kl. 18:53
Den danske skuespiller Henrik Noél Olesen døde den 2. marts i en alder af 55 år.
Det oplyser kilder tæt på skuespilleren til Filmmagasinet Ekko.
Henrik Noél Olesen har især haft mindre roller og biroller i mange danske film.
Han har blandt andet spillet med i filmene "Retfærdighedens ryttere", "Marco effekten" og "Skyggen i mit øje".
Filmmagasinet Ekko beskriver skuespilleren som en "overset ener", der "aldrig fik den hovedrolle i en spillefilm eller serie, han fortjente".
Henrik Noél Olesen nåede dog at indtage et par hovedroller i sin karriere. Han spillede eksempelvis hovedrollen som en ptsd-plaget soldaterveteran i teaterstykket "Cellen" i 2017.
Han fik også en prisnominering for sine rolle i den danske tv-serie "Ditte og Louise". Her spillede han den sympatiske narkohandler Arnold. Han fik en nominering til Robertprisen for bedste mandlige birolle.
Ifølge filmdatabasen Danskefilm.dk fik Henrik Noél Olesen sin seriedebut i tv-serien "Taxa" i 1997. Filmdebuten kom et par år senere i 2000 i filmen "Juliane".
Hans seneste rolle var i den danske film "Kagefabrikken" fra 2022, hvor han har en lille, men vigtig rolle som bageren ØB.
Han kan også opleves på det store lærred efter sin død. Det er i filmen "Den grænseløse", som er den seneste film i serien om Afdeling Q efter "Marco effekten".
I "Den grænseløse" spiller Henrik Noél Olesen politimester Jacobsen.
Den nu afdøde skuespiller fik sin skuespiluddannelse ved Odense Teater i 2017.
Filmmagasinet Ekko skriver, at Henrik Noél Olesen efterlader et dybt indtryk hos publikum og de mange skuespillere og branchefolk, der efter hans død var samlet på et værtshus for at mindes deres afdøde kollega.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.