Ikke kun borgerne på Københavns Vestegn må vente forgæves på skraldebilen. Strejken blandt skraldefolkene i firmaet HCS har bredt sig til 17-18 andre kommuner blandt andre København, Århus, Roskilde, Køge og Gentofte.
Klokken 13 i dag satte 3F og Erhvervsorganisationen DI sig igen til forhandlingsbordet for at finde frem til en løsning, som de strejkende vil godtage.
"Mit håb er, at vi kan præsentere noget ordentligt og få de sidste ting ud af den aftale eller få dem rettet, så det er en aftale, begge parter kan leve med," siger faglig sekretær i 3F Vestegnen Bob Nørup til Newspaq.
I weekenden var der ellers kommet en aftale i stand mellem 3F Vestegnen, den involverede tillidsmand og skraldevirksomheden HCS. Men den forkastede medarbejderne og fortsatte den arbejdsnedlæggelse, der nu har stået på i to uger. En strejke, som altså i dag er blevet bakket op af sympatikonflikter i en række andre kommuner.
Bob Nørup understreger, at skraldefolkene gerne vil genoptage arbejdet, men de er ikke tilfredse med det sikkerhedsudstyr, firmaet har, ligesom der er strid om den tillidsmand, medarbejderne gerne vil have.
"De vil hellere end gerne i arbejde. Det har de villet de sidste 14 dage, de er faktisk rigtig kede af den her situation, og de er rigtig kede af, at det går ud over borgerne. Men der er nogle ting, de ikke tilfredse med," siger Bob Nørup.
Arbejdsretten har i flere omgange påpeget, at strejken er overenskomststridig.