En 13-årig dreng er blevet sigtet, efter at han natten til lørdag truede en mand med en springkniv midt i Aarhus. Episoden fandt sted på Immervad i Aarhus C klokken 00.24 lørdag.
Ifølge politiets oplysninger blev anmelderen truet med en kniv af en ung mand, fordi han havde talt med nogle piger på stedet. Gerningsmanden mente, at pigerne var for unge til, at anmelderen skulle snakke med dem, og reagerede ved at true ham med kniven.
En politipatrulje fik kort efter fat i den mistænkte i nærheden af stormagasinet Salling i midtbyen. Her viste det sig, at der var tale om en dreng på blot 13 år. I en taske, som drengen bar om livet, fandt betjentene en springkniv.
På grund af drengens meget lave alder valgte politiet ikke at tage ham med på Politigården. I stedet blev han kørt hjem til sin mor, hvor sigtelsen blev rejst, og hvor den efterfølgende afhøring fandt sted.