Frederik Cilius modtager Teaterflisen 2026. Det oplyser Frederiksbergfonden, der står bag prisen.
Cilius bliver dermed den 29. kunstner, der får sit eget bronzerelief på Frederiksberg Allé, hvor blandt andre Ghita Nørby, Trine Dyrholm og Mads Mikkelsen allerede er hædret. Vinderen blev fundet efter en offentlig afstemning blandt otte nominerede.
- Jeg er utroligt beæret over at modtage Teaterflisen i år. Kvadratmeterpriserne på Frederiksberg har ekskluderet mig fra rent fysisk at opholde mig i kommunen døgnet rundt, men nu kan jeg være til stede i ånden 24/7. Tak for det, siger Frederik Cilius.
Ud over selve flisen modtager han 10.000 kroner og en miniatureudgave af den.
Frederik Cilius er blandt andet kendt som karakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra "Den Korte Radioavis". Han har også medvirket i DR-serien "Orkestret", hvor han i 2023 modtog en Robert for årets mandlige hovedrolle i en tv-serie. I 2025 spillede han titelrollen i "Jeppe på Bjerget" på Det Kongelige Teater.
Teaterflisen er blevet uddelt siden 1997 og gives til en dansk skuespiller for en markant indsats inden for blandt andet teater, revy, film og tv.