Da billetsalget til Gnags' afskedsturné 'GRANDE FINALE' åbnede fredag klokken 10.00, tog det ikke lang tid, før det stod klart, at fem arenakoncerter langtfra var nok.
De oprindeligt annoncerede fem koncerter er på få timer vokset til hele tolv koncerter i Danmarks største arenaer i april og maj 2027. Ni af dem er allerede udsolgt, oplyser arrangørerne. I alt er 90.000 billetter sat til salg.
Dermed lever afskedsturnéen mere end op til den status, Gnags har opbygget gennem seks årtier med Peter A.G. i spidsen. Frontmanden annoncerede selv turnéen fra scenen ved bandets allersidste festivalkoncert på Smukfest tidligere i august 2026 - en aften, der satte punktum for Gnags' festivaleventyr efter mere end 60 år på de danske scener.
- Det var ligegodt pokkers, lyder reaktionen fra Peter A.G., da han fik nys om den overvældende efterspørgsel. Han har tidligere sat ord på det særlige forhold mellem bandet og publikum:
- I 60 år har vi råbt til publikum: Er I der?
Svaret fra danskerne er ikke til at tage fejl af. Da salget gik i gang fredag formiddag, blev serverne hos både Live Nation og Ticketmaster ramt af en massiv trafik, og udsolgt-stemplerne begyndte at tikke ind koncert for koncert.
De fans, der endnu ikke har sikret sig en billet, har dog stadig en chance. Ekstrakoncerterne i Royal Arena den 15. april, i Jyske Bank Boxen den 7. maj og i AKKC Aalborg den 8. maj har fortsat billetter tilbage.