Det udviklede sig til et usædvanligt færdselsuheld på parkeringspladsen ved Asnæs Centret i Odsherred i weekenden. Klokken 09.46 tog en 77-årig mand ifølge Midt- og Vestsjællands Politi fejl af speeder og bremse.
Først påkørte han en bil ført af en 63-årig kvinde. Sammenstødet skubbede hendes bil ind i en bil ført af en 46-årig kvinde. Derefter ramte den 77-årige en 77-årig kvinde, der var til fods. Den 77-årige fodgænger blev efterfølgende kørt med ambulance til sygehuset, da der var mistanke om et brud.
Men turen stoppede ikke der. Den 77-årige fortsatte og påkørte en bil ført af en 63-årig mand - og den bil blev skubbet videre ind i en bil ført af en 86-årig kvinde. Til sidst kørte den 77-årige frontalt ind i bilen, som den 46-årige kvinde sad i, og som allerede tidligere i forløbet var blevet ramt.
Politiet oplyser, at den 77-årige bilist kan forvente at høre mere i sagen.