Regeringen vil have mere viden om holdninger til homoseksualitet og ligestilling blandt blandt andet indvandrere og efterkommere.
Ligestillingsminister Ane Halsboe-Jørgensen frygter, at udviklingen i tolerancen er ved at vende, særligt i muslimske miljøer.
Regeringen vil nu undersøge holdninger til homoseksualitet blandt blandt andet indvandrere og efterkommere. Det sker samtidig med, at beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen (S) udtrykker bekymring for udviklingen i tolerancen, særligt i muslimske miljøer.
- Vi bliver nødt til at få mere viden, for at vi kan bekæmpe de problemer, der er. Og vi skal turde tale om dem. Jeg har altid tænkt, at vi generation for generation ville blive mere og mere tolerante. Men den tendens frygter jeg er ved at knække - særligt i muslimske miljøer, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Regeringen vil derfor gennemføre en større holdningsundersøgelse blandt eksempelvis indvandrere og efterkommere. Den skal blandt andet give opdateret viden om holdninger til homoseksualitet og ligestilling mellem kvinder og mænd.
Millioner til hjælp
Samtidig afsætter regeringen 3,4 millioner kroner til et nyt tilbud til LGBT+ personer, der har været udsat for hadforbrydelser eller hadefulde ytringer. Tilbuddet skal kunne hjælpe personer, der eksempelvis er blevet overfaldet, råbt efter eller har modtaget hadefulde beskeder på nettet.
Rådgivningen kan foregå fysisk, over telefonen eller online, og ofrene skal blandt andet kunne få hjælp til at anmelde en hadforbrydelse til politiet. Der skal også kunne vejledes om anmeldelse af ulovligt indhold på digitale platforme.
- Der afsættes 3,4 millioner kroner til et nyt landsdækkende tilbud.
- Tilbuddet skal hjælpe LGBT+ personer udsat for hadforbrydelser og hadefulde ytringer.
- Hjælpen kan blandt andet bestå af fysiske, telefoniske og online samtaler.
- Ofre skal kunne få hjælp til at anmelde forhold til politiet og ulovligt indhold på nettet.
- Tilbuddet skal samtidig indsamle viden om de hadforbrydelser, brugerne har oplevet.
- Alt for mange LGBT+ -personer kan ikke tage deres kæreste i hånden eller være den, de er, og elske den, de gør, uden at frygte at blive overfaldet, spyttet på eller mødt af hadefulde kommentarer enten på gaden eller på nettet, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Regeringen vil desuden etablere en monitorering af hadforbrydelser mod LGBT+ personer. Formålet er blandt andet at få mere viden om, hvem der står bag hadforbrydelserne.