Danmark fik to hold på podiet, da Montane Adventure Race European Championship 2026 blev afgjort på Sjælland.
Estland tog guldet, mens danske Masanga Aaros Racing vandt sølv og Nordisk Reunion bronze.
Danmark fik to hold på podiet, da Europamesterskabet i adventure race i weekenden blev afgjort på Sjælland. Det estiske hold Estonian ACE/La Sportiva sikrede sig europamesterskabet, mens danske Masanga Aaros Racing tog sølv og Nordisk Reunion bronze.
Montane Adventure Race European Championship 2026 blev afviklet fra 28. til 30. august og sendte deltagerne ud på en omkring 375 kilometer lang rute gennem sjællandsk natur, byer og kystområder. I alt deltog 192 atleter fra 17 nationer.
Adventure race kombinerer blandt andet udholdenhed, navigation og teamwork, og deltagerne kunne være i konkurrence i op til 48 timer. Vejrudsigterne havde på forhånd varslet kraftig regn og hård vind, men ifølge arrangørerne blev forholdene mildere end frygtet.
- Vi er enormt stolte af at have gennemført et europamesterskab, hvor sporten og destinationen smelter sammen. Deltagerne er blevet udfordret af både ruten, vejret og naturen, siger hovedarrangør Lars Bukkehave.
Mesterskabet blev arrangeret af Dansk Adventure Race Union med støtte fra blandt andre Sport Event Denmark, Destination Sjælland og en række sjællandske kommuner.