Søndag den 6. september bliver Fælledparken i København rammen om Social Run for Spain.
Pengene fra arrangementet skal gå til konkrete indsatser i områder, der er ramt af sommerens skovbrande i Spanien.
Sommerens omfattende skovbrande i Spanien har ført til et dansk støtteinitiativ. Søndag den 6. september inviterer foreningen DANAmark Solidaritet til Social Run for Spain i Fælledparken i København.
Her kan deltagerne løbe eller gå fem kilometer, mens der samles penge ind til genopretning i brandramte områder i den spanske provins Ávila.
- Mange danskere har et stærkt forhold til Spanien, og vi vil gerne give dem mulighed for at vise deres støtte på en måde, der også kan mærkes dér, hvor behovet er, siger Irene García Nilton, formand og stifter af DANAmark Solidaritet.
Pengene fra arrangementet skal gå til initiativet RENACE Ávila, der arbejder med genopretning i de brandramte områder. Efter løbet fortsætter arrangementet med blandt andet musik, paella og en velgørenhedsauktion. Blandt effekterne på auktionen er ifølge arrangørerne en dansk landsholdstrøje signeret af Michael Laudrup og en spansk landsholdstrøje signeret af Spaniens landstræner, Luis de la Fuente.
DANAmark Solidaritet oplyser, at foreningen tidligere indsamlede mere end 200.000 kroner efter oversvømmelserne i Valencia i 2024.