Det var med en vis bestyrtelse, jeg læste anmeldelsen af Grøften i Tivoli i Nyhedsavisen.

Jeg kan ganske enkelt ikke kende det billede, journalist Stine Behrendtzen giver af restauranten, hvor jeg er kommet tre-fire gange om året gennem flere år. Og nej – det er ikke fransk cuisine, der serveres, men det er absolut god mad. Det har altid været en sand fornøjelse at spise i Grøften.

Priserne? De er fuldstændig som på de fleste andre københavnske restauranter. Og dertil er maden god. Og det er vistnok kun på dårlige små caféer, at man får serveret fadøl, hvor man skal kæmpe sig igennem en halv meter skum. Desuden må man indse, at restauranter, som sælger i hundredvis af de netop berømte fjordrejemadder, naturligvis en gang imellem må have udsolgt.

Og kalveculotten? Jeg genkender ikke beskrivelsen af halvkoldt kød uden smag. Ej heller kartoffelgratinens mærkelige smag. Desuden har jeg altid følt, at tjenerne på Grøften er nogle af de mest opmærksomme og ustressede, der findes i dette land.

Gad vide, hvorfor Grøften sælger 50 tons skipperlabskovs hvert år? Garanteret, fordi den er præcis, som skipperlabskovs skal være. Den er nemlig klæg. Sådan er det. Og rabarber er altså syrlig.Til slut chokoladetallerkenen, som er min yndlingsdessert på Grøften. Den er vidunderlig. Og tung. Men det skal den være.

Og min konklusion er, at Stine Behrendtzens anmeldelse er skrevet på en måde, som tydeligt viser, at hun åbenbart har et eller andet imod restauranter, som har succes.

Heldigvis kan Stine Behrendtzen og hendes ledsager vælge andre restauranter, hvor maden ikke er ’tør’, næste gang de skal vælge en restaurant.

Eller de kunne have spist børnemenuen, hvor der blandt andet er spaghetti bolognese.