Hvis du er indlagt på et dansk hospital, bliver der større og større sandsynlighed for, at lægen kan være fra et andet land end Danmark.
Det kan være et problem, hvis lægen ikke besidder de fornødne faglige eller sproglige kvalifikationer, påpeger patientforening.
I perioden fra 2010 til 2015 kom der 637 flere udenlandske læger på de danske hospitaler. Det svarer til en stigning på 26,57 procent.
Det viser en specialopgørelse, som Danmarks Statistik har lavet for Avisen.dk.
Tallene viser, hvor mange læger på de offentlige sygehuse, der er indvandrere. Efterkommere tælles i statistikken med som værende fra Danmark.
I alt var der 3.034 udenlandske læger beskæftiget som enten reservelæge, afdelingslæge eller overlæge på de offentlige hospitaler i 2015.
Broderlandet topper
Sverige er klar topscorer med 361 læger i Danmark.
Udover Sverige er mange af lægerne fra vores nabolande Tyskland (269) og Norge (218). En stor gruppe læger stammer også fra Østeuropa. 216 læger kommer fra Polen, og 147 er fra Litauen.
Flere af lægerne i de danske regioner kommer også fra mellemøstlige lande som Irak (211), Iran (187) og Afghanistan (104).
På nedenstående kort kan du se alle de steder, hvor de udenlandske læger kommer fra.