Flere danskere dør i hjemmet eller på plejehjem.
En ny undersøgelse, lavet af Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev, Momentum, viser, at andelen af danskere, der dør på et hospital, er faldet med 20 procent siden 1982.
Dengang døde 54 procent af danskerne på hospitalet, mens det sidste år var 43 procent. Til sammenligning døde 22 procent på et plejehjem, mens 35 procent døde i eget hjem.
Ifølge hospitalspræst ved Rigshospitalet Christian Busch er det positivt, at flere dør hjemme.
- Der er ingen tvivl om, at det at dø i egne omgivelser er forbundet med tryghed og ro. Man er omgivet af genkendelige ting. Og det er givetvis også derfor, at mange ønsker at dø hjemme, siger Christian Busch.
At være ude af sig selv
Han forklarer, at vi menneskers værdighed er tæt knyttet til de ting og omgivelser, der fortæller noget om vores historie.
- Og når man bliver indlagt, så bliver man lagt ned, og lagt ind et sted, hvor alting er fremmed. At være patient er på mange måder at være ude af sig selv og ude af sit eget. Og man sætter ikke selv præmisserne, siger Christian Busch.
Han har været hospitalspræst i 31 år og været tilknyttet Rigshospitalet i 28 år. Og han oplever, at det er en klar præference for patienterne at være hjemme i trygge omgivelser, når døden er uundgåelig, og der ikke er symptomer som smerter eller infektioner, der kræver indlæggelse.
Christian Busch mener, at flere får deres ønske opfyldt om at dø hjemme, fordi symptomlindringen er blevet bedre, og at der de senere år er kommet større fokus på, at palliative teams og hjemmeplejen rykker ud i hjemmene til de døende patienter og deres pårørende.
Angsten for at dø
Som hospitalspræst taler Christian Busch ofte med patienter, der bange for at dø.
Det kan være angsten for det ukendte. Det kan være uro, meningen med livet eller ligefrem skyldfølelse, der tynger de døende.
- Nogle vil gerne vide, hvordan man dør. Eller om der er noget efter døden. Det handler om mening, ensomhed, skyldfølelse, død. De eksistentielle temaer, siger Christian Busch.
Ofte beroliger han patienterne ved at hjælpe dem med at sætte ord på de svære følelser.
- Jeg hjælper mennesker med at sige, hvad de tænker. Og jeg lytter på dem. Ofte har de mistet forståelsen med deres liv, og så kan jeg være med til at skabe en ny forståelse. Og hjælpe dem med at finde tryghed i situationen, siger Christian Busch.
Han vil ikke sige, at døden er et tabu. Men han oplever, at det i dag er vanskeligt for folk at sætte ord på døden.
At miste kontrollen
- Vi har mistet et fælles sprog for døden. Derfor bliver vi nødt til at opfinde et sprog for hvert enkelt menneske. Før i tiden havde vi ritualer og måder at omgås døden på. Men i vores individualiserede tid, så har vi ikke så mange fælles ritualer.
Han oplever, at mennesker i dag gerne vil have kontrol over deres eget liv, også når de skal dø. Men døden kan man ikke kontrollere.
- I gamle dage sagde de døende noget i retning af: "Nu må jeg lægge mit liv i Guds hånd." Det er der ikke så mange, der gør i dag, siger Christian Busch.
- Det har aldrig været let at sige farvel til livet. Men i dag er man nok mere hæmmet af, at vi gerne vil kontrollere det, vi ikke kan kontrollere. Folk tror, de skal have kontrol over døden. Men nogle gange finder de så ud af, at det kan være en lettelse at lægge ønsket om kontrol fra sig. Og lade sig falde tilbage på, at andre må tage kontrollen.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.