JJJJJJ
Clipse: Hell Hath No Fury (Jive/Sony-BMG). Udkommer i dag
Første gang rapbrødrene Clipse tonede frem i popoffentligheden, overtog den totalt R&B-furien Kelis 1999-hit Good Stuff . Tre år senere kaprede makkerparret imponerende nok en anseelig del af spotlyset i Justin Timberlake-bangeren Like I Love You . Begge gange over et nedbarberet beat fra producerduoen The Neptunes, som matchede de råt vrængende brødres repetitive og brutalt direkte rimerier.
Siden er det gået ned ad hitlisterne for de nok så innovative The Neptunes, som i al for høj grad har handlet om den lige lovligt medieliderlige Pharrel Williams soloambitioner. Og til trods for en nogenlunde vellykket albumdebut i 2002 har Clipse heller ikke haft det for nemt – selvom nummeret Grindin viste, hvad de fire fænomener kunne udrette sammen.
Masterclass i stoffer
Men nu vender Malice og Pusha T med efternavnet Thornton tilbage med et album, der allerede i 2006 injicerede deres amerikanske kolleger med en gevaldig overdosis masterclass om stoffer, forfejlede forældre, hustler-stilen og gaderegler fra en helt anden verden, end den man kan møde på selv den ondeste nat i en frustreret dansk provinsby.
Hell Hath No Fury dunker af dæmoner, underspillet drama, aprubte flows, morfende stilhed og kødannende overraskelser i den svært forudsigelige produktion. Efter nogle idéfattige år sprudler The Neptunes nemlig med kompositioner, som minder om, hvad der føje år tilbage gjorde dem til konger af mixerpulten. Blippende og skurrende. Snerrende og rungende. Og vanvittigt synkoperet, naturligvis. Måske fordi Pharrels mindre popleflende partner, Chad Hugo, har haft masser at skulle have sagt denne gang.
På et nummer som Trill dundrer dommedagen til en lyrik uden dikkedarer, men med fede lag snavs og in your face-punchlines. Hell Hath No Fury er ingenlunde en feel good-plade, men den demonstrerer om noget, hvor langt man kan komme med de mindste virkemidler. Og det føles faktisk godt at stene lidt over, når det klikker løs mod trommehinderne.