Det smager af bananrepublik, hvis Arbejdstilsynet først om tre år kontrollerer, om cafeer, restauranter og værtshuse overholder det nye rygeforbud.
Det mener den socialdemokratiske sundhedsordfører, Jens Peter Vernersen.
- Hvis Arbejdstilsynet arbejder på den måde, at de tager på kontrolbesøg hos værtshusene om tre år og i byggefaget om syv år og så fortæller det til folk, så minder det om en bananrepublik, siger Jens Peter Vernersen.
- En masse folk er ved at indrette sig efter den nye rygelov. At man ikke vil kigge på kontrollen i tre år virker lidt hovski-snovski. Hvis man på andre områder sagde, at man for eksempel ikke vil kontrollere for falske colaer i tre år, vil det blive et besynderligt samfund, hvor retsreglerne ikke bliver håndhævet, siger han.
Rygeforbuddet træder i kraft 15. august og gør rygning ulovligt på cafeer, restauranter, diskoteker og værtshuse større end 40 kvadratmeter.
Men Arbejdstilsynet har netop været på kontrolbesøg i branchen, og derfor vil det tidligst komme igen i 2010. Jens Peter Vernersen vil nu bede sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om at forklare, hvordan han vil sikre, at den nye rygelov bliver overholdt.
- Det er ikke fordi, at man skal stå på nakken af folk hele tiden, men vi skal have en spredt og jævn kontrol, ellers er det til grin, siger Jens Peter Vernersen.